Jagten på en personlig stil

I mange år havde jeg stort fokus på min karriere og var meget væk fra mit hjem. Når jeg endelig var hjemme, gik resten af mit mentale overskud til mine børn. Sandheden er, at jeg aldrig rigtig har interesseret mig for mit hjem og for boligindretning.
Da jeg heller ikke er særlig kreativ, har min indretning tidligere foregået nogenlunde sådan her:
- Tag i Ikea
- Finde én af deres udstillede færdigindrettede stuer på 1. sal
- Købe alt fra færdigindrettet stue på 1. sal og flytte hele lortet hjem på egen matrikel
Ok, overdrivelse fremmer forståelsen. Men det føles som om, at jeg har ejet ALT hvad der findes i Ikea!
Lad mig slå en ting fast! Ikea er genialt! Der er intet galt i, at købe sine møbler i Ikea.
Men da jeg for fire år siden begyndte at arbejde hjemmefra, fik jeg pludselig følelsen af, at mit hjem slet ikke afspejlede, hvem jeg var. Det afspejlede til gengæld rigtig fint hvem Ikea var!
Jeg blev simpelthen SÅ træt af mit hjem! Ikke fordi det meste var fra Ikea, men fordi mit hjem manglede personlig stil! Havde jeg fået besøg af ?Kender du typen?? havde de jo ikke haft en chance i helvede for, at gætte hvem der boede her!
Men hvad gør man, når man ikke har sans for boligindretning og i øvrigt heller ikke har råd til, at købe en sofa til 25.000 kr. ? Og er jeg den eneste i hele kongeriget, der er født uden en personlig stil?
Jeg spurgte en veninde til råds. I ved, sådan en type der nærmest har opfundet begrebet personlig stil. Efter lidt betænkningstid, fortalte min veninde mig, hvad der var den største fejl, i den måde jeg indretter mig på. Man køber ikke ting, fordi de passer sammen. Man forelsker sig i ting og så får man dem til at passe samme- bagefter. Se det var nyt for mig! Det har fuldstændig ændret mit syn på, hvordan man indretter et hjem.
Jagten på min personlige stil gik igang!
I løbet af de sidste fire år, har jeg gået og købt ting, som jeg er blevet forelsket i. Et enkelt billede her, en lille vase der, en lysestage som var så yndig, en kommode der tog mit hjerte med storm. Jeg henter inspiration i boligblade og hos andre, men jeg passer på ikke bare at kopiere.
Mit Ikea-hjem er derfor under forvandling. Det kommer til at tage tid! For det først har jeg ikke så mange penge, for det andet forelsker jeg mig ikke så let. Jeg har desværre også opdaget, at jeg ofte forelsker mig i ting, som jeg ikke har råd til. Det gør ikke noget! Jeg har taget den tålmodige kasket på. Jeg vil hellere leve med et tom væg i nogle år, end jeg vil hænge noget op på den, som jeg ikke er blevet forelsket i. Jeg har omprioriteret hvordan jeg bruger penge. Har fx droppet ønsket om 3 uger i Thailand hver vinter. Jeg har ikke råd til det hele.
Mit hjem begynder langsomt, at vise hvem jeg er. Jeg dukker op i små hjørner mellem slidte Ikea møbler.
Jeg ELSKER denne gamle kommode, som en eller anden venlig sjæl har malet lys mintgrøn! Jeg fandt den ved en blomsterhandler og det er måske det møbel, jeg er mest glad for. Den dufter af Frilandsmuseet indeni.
Mine sofaer er 12 år gamle og fra Ikea. Jeg er trætte af dem. Men med nogle nye puder og et nyt tæppe fra H&M Home, så lægger man sgu ikke mærke til, hvor slidte de er. Specielt ikke efter et glas hvidvin! Måske to glas! Billederne over sofaen er en blanding af plakater, litografier og en enkel original tegning, som jeg har købt de seneste år.
Min endevæg i stuen har stået helt bar i over 2 år. Endelig har fundet et maleri, som jeg både elsker og havde råd til. Det er malet af Krista Werdelin og jeg nyder det hver eneste aften, når jeg sidder i stuen.
Jeg skrup-skide-elsker min store lampe over spisebordet! Den er fra House Doctor og fås i øvrigt i forskellige størrelser.
Mit hjem er måske ikke det mest trendy. Så er det jo godt, at jeg hverken drømmer om, at blive indretningsekspert eller boligredaktør. Men jeg elsker den forvandling, der er ved at ske og de steder i mit hjem, hvor man endelig kan se, at her bor jeg!
Måske bliver jeg færdig, mens jeg stadig er i live. Måske ikke.
God weekend til jer!
Kærligst
Lotte
Grinte lidt da jeg læste indlægget, for det kunne være mig og min manglende personlige stil du skrev om