Undskyld, men hvad fanden rager det jer?

Man skal ældes med ynde, siger nogle.
Jeg ved simpelthen ikke hvad det betyder! Men det bliver ofte brugt, når kvinder diskuterer hvorvidt det er rigtig eller forkert, at få foretaget plastikkirurgiske indgreb eller anvende Botox. Jeg forstår slet ikke den diskussion!
Min holdning er, at det må folk da fuldstændig selv om! Hvis nogle bliver gladere for dem selv, fordi de får lavet større patter, får en ansigtsløftning, får lavet større læber eller får Botox i panden, så super fint med mig. Hvis andre vil lade naturen gå sin gang og hylde hver en dejlig rynke der dukker op, så skal de da have lov til det!
Hvorfor skal vi kvinder gøre os til dommere over, hvad andre kvinder gør eller ikke gør, ved deres egen krop?
Jeg kender mange kvinder, der enten har fået foretaget et plastikkirurgisk indgreb eller får Botox og Restylane i ansigtet, men de vil da hellere have knust deres højre knæskal, end at indrømme det! Hvorfor? Jamen, der er da fordi der står et hold kvinder klar til, at lynche dem ved daggry, hvis de fortæller sandheden.
For man skal jo ældes med ynde! Undskyld, men hvad fanden rager det jer?
Her på bloggen har jeg tænkt mig at være 100 % ærlig omkring alt! Med fare for, at blive væltet af en shitstorm eller lynchet ved daggry! I kan bare komme an!
Så her kommer den første sandhed om, hvad jeg har fået foretaget af indgreb (ja, der kommer flere her på bloggen).
Jeg har fået fjernet overskydende hud, på både øvre og nedre øjenlåg! BUM!
Sådan så jeg ud, umiddelbart efter operationen, for præcis et år siden!
Der sker jo det med alderen, at huden får mindre elasticitet og dermed kommer der et voksende overskud af hud. Jeg var først og fremmest meget ked af, at jeg konstant så træt ud! På de øvre øjenlåg betød den ekstra hud også, at hele penslen bare fulgte med, når jeg forsøgte at lægge øjenskygge. Jeg har altid haft tunge nedre øjenlåg, men fedtet var forsvundet og have efterladt to tomme hudsække. Det så ud som om, en gammel dement mand havde efterladt, sine gamle rynkede hængeklunker i mit ansigt! Fedt, ikk?
Selve operationen foregår sådan, at på de øvre øjenlåg placeres snittet i folden og så fjernes et ovalt stykke hud.?Ved nedre øjenlågsplastik placeres snittet ud for den ydre øjenkrog og følger den nederste kant af øjenlåget, lige under øjenvipperne.
Her kan du se mit før og efter billede (havde selvfølgelig ikke Eyelash Extension på, da jeg skulle opereres)
Jeg er SÅ glad for, at jeg har fået fjernet overskydende hud, på øvre og nedre øjenlåg!
Operationen er foretaget af Speciallæge i Plastikkirurgi, Henrik Steenfos, på Hovedstadens Plastikkirurgi. Jeg har selv betalt for min operation, så jeg er ikke forpligtet til, at nævne hverken klinik eller kirurg. Det vælger jeg at gøre, fordi jeg har oplevet et helt fantastisk forløb, med efterfølgende rigtig pæne ar. Når det handler om kirurgi, synes jeg det er rigtig vigtigt med anbefalinger.
Alle der ønsker sig at foretaget plastikkirurgi, bør altid sætte sig grundigt ind i operationen og evt. komplikationer, inden man beslutter sig. Vælg din kirurg med STOR omhyggelighed og gå aldrig efter det billigste tilbud! Det er jo ikke en taske, man køber!
Så shitstorm, kom bare an!
God weekend!
Kærligst
Lotte
Hej Lotte
Det se fint ud .Jeg vil gerne selv have det lavet .kh Helle